Til regulering af entreprenørens hæftelse ved ansvarspådragende forsinkelse af entreprisen foretrækker mange bygherrer en dagbodsklausul i stedet for alternativet, som er erstatning efter dansk rets almindelige regler. Bygherres præference er ofte baseret på ønsket om en lettere adgang til at opgøre tabet og en forestilling om, at dagbodskravet nærmest er en garanti for økonomisk kompensation ved entreprenørens forsinkelse, som bygherre kan indløse efter forgodtbefindende.
Sidstnævnte forestilling er dog ikke i overensstemmelse med gældende ret, da der gælder tidsmæssige grænser for, hvornår dagbodskrav skal fremsættes, hvilket belyses i det følgende.
Reglerne og litteratur
Både i AB 92 og ABT 93 er dagbod alene reguleret i § 25, stk. 2 (som er ligelydende i de to regelsæt), hvoraf fremgår, at hvis der er aftalt dagbod, da kan erstatningskrav for forsinkelse ikke rejses derudover. Der står imidlertid intet om fristen for, hvornår bygherre senest skal fremsætte sit dagbodskrav over for entreprenøren for at bevare retten til dagbod.
I litteraturen er det alment antaget, at det ikke er tilstrækkeligt, hvis bygherre alene før forsinkelsen er indtrådt har bebudet, at dagbodskrav vil blive gjort gældende, hvis forsinkelse måtte indtræde.
Det er ligeledes alment antaget, at bygherre kan miste sit dagbodskrav, hvis ikke krav om dagbod fremsættes hurtigt efter forsinkelsen er indtrådt. Spørgsmålet er herefter, hvor hurtigt dagbodskravet skal fremsættes.
Praksis – konkret sag
Fristen for bygherres fremsættelse af dagbodskrav blev belyst ved en nyligt afsluttet sag, der verserede ved Østre Landsret.
I den pågældende sag skulle entreprenøren udføre en om- og tilbygning af bygherres eksisterende ejendom.
Under byggeprocessen blev der afholdt byggemøder hver 14. dag og bygherres rådgiver udarbejdede tilhørende referater. I referaterne blev vejrligsdagene løbende opgjort med samtidig angivelse af, at “Afleveringstermin er dagbodsbærende.”
Entreprisen skulle i henhold til projektet have været afleveret den 18. januar 2008, men blev først afleveret den 19. februar 2008.
Af afleveringsprotokollen fremgik parternes bemærkninger til påberåbte fejl og mangler samt frist for afhjælpning men uden angivelse af, at bygherre ville kræve dagbod som følge af forsinket afleveringstidspunkt.
Først i juni 2008 rejste bygherre dagbodskrav mod entreprenøren som følge af det udskudte afleveringstidspunkt. Forsinkelsen blev af bygherre opgjort som perioden mellem det projekterede afleveringstidspunkt og det faktiske afleveringstidspunkt med fradrag af 4 vejrligsdage, hvorved bygherre gjorde gældende, at afleveringstidspunktet var forsinket med 18 arbejdsdage og fremsatte krav om dagbod for de 18 dages forsinkelse.
Under sagen påstod entreprenøren frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at dagbodskravet var fremsat for sent.
Landsretten frifandt entreprenøren, idet Landsretten bemærkede, at bygherre skal fremsætte krav om dagbod snarest muligt efter det tidspunkt, hvor bygherre mener, at der er indtrådt forsinkelse. Da der gik ca. 4 måneder fra den påberåbte forsinkelse med aflevering til bygherre fremsatte krav om dagbod fandt Landsretten, at der ikke kunne gives bygherre medhold i dagbodskravet, da det var fremsat for sent.
Landsretten udtalte samtidig, at passagen i byggemødereferaterne om, at “Afleveringstermin er dagbodsbærende.” alene kan opfattes som en henvisning til kontraktgrundlaget (og altså ikke kan sidestilles med fremsættelse eller varsel af dagbodskrav), så længe der ikke er indtrådt forsinkelse med aflevering.
Sammenfatning
På baggrund af ovennævnte dom kan det konkluderes, at hvis bygherre skal bevare sit dagbodskrav, da skal bygherre snarest muligt efter det tidspunkt, hvor bygherre mener sig berettiget til dagbod, rejse dagbodskravet over for entreprenøren. Således svarer reklamationsfristen for dagbod til reklamationsreglen i AB 92/ABT 93 § 26, stk. 3, vedrørende bygherres ret til tidsfristforlængelse.
I henhold til dommen vil det sige, at “fristen” for fremsættelse af dagbodskrav bør regnes fra det projekterede afleveringstidspunkt med tillæg af den tidsfristforlængelse, som bygherre kan acceptere, og ikke det eventuelt senere tidspunkt, hvor entreprisen de facto afleveres.
I relation til ovennævnte “frist” kan det ud fra den refererede dom udledes, at hvis dagbodskrav først fremsættes ca. 5 måneder efter det projekterede afleveringstidspunkt med tillæg af tidsfristforlængelse accepteret af bygherre henholdsvis ca. 4 måneder efter de facto aflevering, da er dagbodskravet fremsat for sent, hvorved bygherre har mistet sit dagbodskrav.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at entreprenøren i sagen først fremsatte krav om tidsfristforlængelse og fremsendte slutafregning efter det tidspunkt, hvor bygherre fremsatte sit dagbodskrav, hvilket Landsretten ikke tillagde betydning i relation til dagbodsspørgsmålet.
