Ekstraarbejder godkendt af rådgiver -underkendt af voldgiftsretten

Print
Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed har for nylig afsagt en kendelse i en “klassisk entreprisesag” omhandlende mangler ved arbejdet og ikke mindst spørgsmålet om entreprenørens krav på betaling af diverse ekstraarbejder. På 7 ud af 8 tvistepunkter var kendelse helt som forventet og i overensstemmelse med gældende regler og praksis (hvilket de jo som hovedregel er). På et enkelt spørgsmål om krav på betaling af ekstraarbejder kom Voldgiftsretten dog til et noget overraskende og uforståeligt resultat.
Kravet vedrørte ekstra betaling for bortkørsel og deponering af klasse 4 forurenet jord. Entreprisen vedrørte etablering af ny kloak og nyt dræn i en ældre ejendom i det indre København. Opgravning foregik i gården, hvor pladsen var stærkt begrænset og hvor der således bl.a. kun var plads til 1 container til den opgravede jord. Der var i udbudsmaterialet kalkuleret med en fast mængde klasse 2 jord og en fast mængde klasse 4 jord.
I forbindelse med arbejdets opstart blev der taget prøver af den opgravede jord, og det viste sig hurtigt, at der formodentlig var væsentlig mere klasse 4 jord end forudsat i udbudsmaterialet.
Kravet på betaling af de ekstra omkostninger forbundet med deponering af klasse 4 jord blev varslet af entreprenøren på første byggemøde. Byggemøderne blev alle (28 stk.) afholdt på stedet umiddelbart ved siden af udgravningen, transportbåndet og den ene container til jord, der var plads til.
Bygherre og bygherres professionelle rådgiver udbad sig -og modtog- på de efterfølgende 27 byggemøder løbende dokumentation for det rejste krav, der blev leveret i form af køresedler, vejerapporter og jordprøver udtaget efter reglerne af anerkendt eksternt firma sammen med fakturering herfor.
På det sidste byggemøde (nr. 28) godkendte bygherres rådgiver endeligt den modtagne dokumentation og det samlede ekstrakrav vedrørende klasse 4 jord med i alt kr. 175.000, hvoraf der allerede var faktureret og betalt 75.000 a conto. Godkendelse af ekstrakravet blev ført til referat, der på vanlig vis blev sendt til byggesagens parter, hvorefter byggesagen kunne finde sin afslutning.
Ugen efter afholdelsen af sidste byggemøde fremsatte en beboerrepræsentant fra bygherre indsigelser til det rejste krav vedrørende klasse 4 jorden, i det -igen- blev blev gjort gældende, at dokumentationen for mængder og klasser ikke var god nok, hvorfor bygherre nu afviste at betale herfor.
Entreprenøren henviste til den allerede afleverede dokumentation og den kendsgerning, at kravet jo var godkendt af bygherres rådgiver på sidste byggemøde.
Under Voldgiftssagen fremførte parterne de samme argumenter. Entreprenøren henviste til de fremlagte vejerapporten, køresedler og jordprøver, der 100% svarede til de mængder, der var gjort gældende og faktureret. Derudover henviste entreprenøren til, at kravet jo allerede var aftalt og godkendt på byggemøde med bygherres rådgiver, hvorfor sagen allerede her burde være afgjort.
Bygherre fastholdte blot, at mængder og forureningsgrad ikke var dokumenteret tilstrækkeligt og ikke passede med de opgjorte mængder.
Under forhandlingen i Voldgiften blev der forklaret nærmere om byggesagen, herunder blev det i en sidebemærkning nævnt, at man bl.a. som følge af manglende plads kun havde haft mulighed for at have 1 container stående ad gangen. Entreprenøren havde derfor efter bedste evne sorteret henholdsvis klasse 2 og klasse 4 jorden i etaper således den aktuelle container så vidt muligt blev fyldt med enten klasse 2 eller klasse 4 jord. Det var ikke fysisk muligt at have 2 containere stående ad gangen.
Advokaterne procederede sagen på de nævnte synspunkter d.v.s. udelukkende på spørgsmålet om dokumentation og aftaleindgåelse.
Da kendelsen forelå var Voldgiftsretten på forunderlig vis nået frem til, oplysningen om de trange pladsforhold, og det forhold at der dermed kun var plads til 1 container ad gangen, indebar en ny (og åbenbart afgørende) oplysning for bygherre, der medførte, at det efter Voldgiftsrettens opfattelse var entreprenøren, der måtte bære risikoen for, at der ikke var sket endnu højere grad af sortering og separering af den opgravede klasse 2 henholdsvis klasse 4 jord. Entreprenøren havde herefter ikke krav på betaling af udgifterne for den ekstra klasse 4 jord.
Kendelse er på dette ene punkt ikke bare overraskende, men også indlysende forkert.
For det første, bør ekstrakrav, der er udtrykkeligt godkendt af bygherres professionelle rådgiver ikke efterfølgende kunne omgås af bygherre. Rådgiver har efter fast sædvane fuldmagt (stillingsfuldmagt eller teknikerfuldmagt)til indenfor visse rammer på vegne af bygherre at acceptere ekstrakrav fra entreprenøren.
For det andet forekommer det særdeles uheldigt, at Voldgiftsretten (hvis afgørelser jo ikke kan ankes) på eget initiativ, ud af den blå luft, opfinder en begrundelse for et resultat, som ingen af advokaterne har beskæftiget sig med i processkrifterne, under vidneafhøringer eller i proceduren. Hvis argumentet havde været fremført af bygherre under sagen, havde entreprenøren jo haft mulighed for at forholde sig hertil og fremføre argumenter imod. Entreprenør kunne således overfor Voldgiftsretten have understreget det indlysende, nemlig at samtlige 28 byggemøder var foregået under 10 meter fra udgravningen og under 10 meter fra den ene container der af ligeså indlysende årsager var plads til?
Entreprenøren kunne dernæst have bedt Voldgiftsretten overveje, hvilke udgifter der ville have været forbundet med den detailsortering af jord, der åbenbart efter Voldgiftsrettens opfattelse kunne og burde være gennemført i stedet (forudsat altså, at der overhovedet havde været plads til 2 containere og ikke 1)?
Det plejer at være charmen og fordelen ved Voldgiftsbehandling, at man som part er sikker på en afgørelse, der er både juridisk og fagligt korrekt. Det plejer ligeledes at være charmen, at forhandling i Voldgiftsretten foregår noget mere uformelt og efter knap så stringent en formel som i byretten eller landsretten. Der er trods alt kun “et skud i bøssen”, hvorfor det er vigtigere at afgørelsen er rigtig end at de formelle regler for processen er overholdt til punkt og prikke. Men af samme grund er det rigtig uheldigt når Voldgiftsretten bliver lidt for kreative og initiativrige (uden lige at give parterne en chance for at kommentere på deres kreative tanker).

Har du spørgsmål til artiklen, eller ønsker du at drøfte en lignende sag, kan der rettes henvendelse til artiklens forfatter:

Finder du artiklens indhold relevant for andre? 
Del via dit fortrukne medie her:

Facebook
LinkedIn
Email

Abonnér på vores nyhedsbrev

og hold dig opdateret på det seneste inden for byggejura